En uge, der rækker længere ud
I år fejrer æ Sinding Daw 50-års jubilæum. Det vækker til eftertanke, for hvorfor gør vi det egentlig? Og hvad får vi ud af det, som lokalbefolkning og lokalsamfund? Udefra set kan det virke besynderligt at stille et telt op midt i en lille landsby, bruge tid på at bygge sæbekassebiler, tune havetraktorer eller bruge en hel lørdag på at gøre helstegte dyr klar til hele byen. Men for os der bor her, er det indlysende, at vi gør det hele for fællesskabets skyld. Og i Sinding-Ørre gør vi det på en helt særlig måde, som siger noget om os, og som helt sikkert også gør noget ved os. Som lokalbefolkning og som samfund.
Det særlige ved æ Sinding Daw er, at der er så utroligt mange forskellige mennesker og aktører, der bidrager til festlighederne. På den måde er der formentlig flere, der på den ene eller anden måde tager medansvar for byfesten, end der er mennesker, der kun kommer og kigger på og tager imod. Vi har for længst forstået, at også det mindste lille bidrag har stor betydning, fordi det får os til at føle, at vi er en del af en sammenhæng. Uanset om vi deltager i kagekonkurrencen, står et par timer i tombolaen, sætter alle flagstængerne op en morgen eller pynter SØ-grillen op til gudstjeneste søndag morgen. Det hele har værdi, fordi det viser os, hvad vi kan sammen, når vi er mange, der bidrager aktivt. For fællesskabets skyld.
Det faktum at der er så mange, der er engagerede i begivenhederne gør også, at der er mange, der bakker op om ”de andres” bidrag. Det forbinder os på kryds og tværs, og vi kommer til at snakke med hinanden på helt nye måder. Det siges, at samtale fremmer forståelsen, men det gør samvær også. Når vi anerkender hinanden for at yde en indsats for helheden, så sætter det sig spor, der rækker langt ud over den ene uge. Vi får et andet syn på de forskellige lokale aktører, og afstandene mellem os bliver kortere, ja det føles som om, de af og til hviskes helt væk. Hvad det har af betydning for den daglige tryghed og hele fornemmelsen af at bo i Sinding-Ørre kan ikke overvurderes.
Og så gør det noget ved os. Børnene vokser op med æ Sinding Daw som et årligt højdepunkt og mange vender lige ”hjem omkring”, når der er byfest. Lidt ligesom til juleaften. Det er nostalgisk og rørende, at generationer mødes på kryds og tværs, men det er mere end det. For det er også udtryk for, at vi tager værdierne med os ud i verden, samtidig med at vi husker, hvor vi har dem fra. æ Sinding Daw gør os stolte af, hvor vi kommer fra - og hele måden, vi gør det på, former os som mennesker.
Det burde jo ikke kunne være sandt, at en enkelt uge former os til mennesker, der interesserer os for dem, der er anderledes end os selv. En enkelt uge burde ikke kunne få os til at respektere andres engagement og favne hinanden i et fællesskab, der forener på tværs af foreninger, holdninger og generationer. Men det ser ud til, at det alligevel forholder sig sådan. Fordi æ Sinding Daw er en uge, hvor vi rækker længere ud, bliver det i sig selv en uge, der rækker længere ud. Ud til hele året, ja til hele livet måske. Det er da værd at fejre!